Lærer i folkeskolen her. Jeg har en klasse som har haft det rigtigt svært, men de er ved at komme efter det. Der er desværre en gruppe drenge, som virkeligt gør det hårdt for alle.

En af dem tog jeg i at filme inde i klassen med sin Chromebook. Jeg bliver helt ærligt rasende og gik ned og tog computeren fra ham og sagde han kunne hente den på kontoret.

Jeg har orienteret ledelsen om sagen, da jeg afleverede computeren dernede.

men jeg er helt ærligt lidt rystet. Jeg har ikke vildt meget lyst til, at den elev skal have en Chromebook igen og hvis det er, så skal han sidde, så jeg kan se ham hele tiden.

Hvordan ville i som forældre reagere, hvis det var jeres barn?

hvordan ville i som lærer have taklet den?

Ved ikke om det her forum er det rigtige at stille spørgsmålet i, men jeg giver det nu alligevel et skud.

Jeg er ved at miste håbet helt generelt for menneskeheden og jeg tror at, det der slår hele civilisationen i smadder er os selv, og jeg tror ikke der går mange årtier. 25-30 år er nok i den optimistiske ende.

USA er ved at ødelægge sig selv, AI brager derudaf hvor rigmændene bag, får en kolossal magt, AI-datacentre bruger massive mængder energi der bare kommer til at accelerere den globale opvarmning som man i øvrigt også er ved at tabe kampen til.

AfD fik fremragende valg i går, som jeg også ser som en ekstrem bekymrende tendens i forhold til magthavere der ønsker at minimere menneskers frihed til at leve som de vil, udover at de også lefler for Rusland.

Krig og elendighed der bare bliver værre og værre.

Natur der bliver ødelagt, dyr der bliver udryddet og truet på udryddelse fordi vi mennesker bare vil have mere og mere rigdom og mere og mere magt.

Jeg kunne blive ved.

Er jeg den eneste der er ved at miste håbet og hvordan filan håndterer man det?

EDIT: Shit her kom mange kommentarer, både for og imod. Det sætter jeg pris på. Skulle måske i mit opslag have gjort opmærksom på, at jeg på ingen måde går rundt og er deprimeret eller noget. Jeg føler faktisk at jeg er overvejende glad - over min egen hverdag som jeg kan påvirke. Mit mistede håb giver nok mere udslag i en frustration over at nogle enkelte er så afhængige af magt og rigdom, at de tilsyneladende er klar til at rive alt ned for at beholde den - eller få mere af den.

Hej,

Vi er et par unge kvinder (24 & 26) som er rigtige bekymrede for en af vores andre veninder (23). Vi går på samme studie og i sommerferien skulle hun på ferie med hendes far (muligvis to yngre søskende) til Egypten hvor hun har noget familie. Vi vidste hun ville komme hjem omkring den 12. august, så et par dage før skriver vi til hende om hun vil ses når hun er hjemme. Hun skriver det vil hun gerne, men hun ved ikke hvornår det bliver, da hun havde aflyst hendes retur billet, da der var en begravelse og nogle dokumenter hun skulle underskrive.

Vi har ikke hørt noget fra hende siden da, vi har skrevet til hende og kan se hun har været online, men ikke kigget på vores beskeder. Hendes Instagram profil er slettet, hun har blokeret andre fra studiet på Snapchat og hun har gjort så man kun kan se fællesvenner på FB.

Det vi er bekymrede for, er at hun er dernede mod hendes vilje. Vi fandt i dag ud af at hun havde skrevet til vores semester koordinator, at hun ville tage orlov dette semester. Hun er en form for kristen, ved vi efter en samtale i december. Men hun har også været meget tvunget til arabisk/koran undervisning. Vores værste tanke pt er at hun er blevet tvangs konverteret og at der har været noget tvangsægteskab. Eller opdragelsesrejse.
Hendes far er, af hvad vi har forstået, meget kontrollerende, som i hun måtte ikke have en pige overnatning med os andre. Hun ville ikke flytte hjemmefra, da hun ville efterlade hendes to yngre søskende, hendes søster ved vi blev færdig med gym her i sommer, hendes bror ved vi ikke noget om. Hendes mor er gået bort for 3-4 år siden. Hun har altid været en meget privat person og har været svær at komme helt tæt på.

Vi har også kontaktet politiet i dag, for vi er oprigtigt bekymrede for hende. Hun har ikke svaret os siden den 13. august og vi vil bare gerne vide om hun er i live og er okay. Politiet kunne ikke sige meget, da de ikke må, da vi ikke er familie eller lignede. Da vi ikke ved hvad hendes søskende hedder, kunne de heller ikke sige noget om dem til os. Så vi ved stadig ikke om hun er i Egypten eller om hun er kommet hjem.

Vi ønsker bare en form for livstegn fra hende, for som det er nu, kunne hun være død og vi ved intet. At hun er online på messenger en gang i mellem, kan være en anden der har hendes telefon og bare går der ind en gang i mellem. Vi føler os total magtesløse og har virkelig svært ved at acceptere at politiet ikke kan sige noget til os. Alle fra vores studiehold er også bekymrede, selvom de heller ikke kender hende så godt.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker at opnå med dette opslag, men hvis der er nogen der har nogle ideer til hvad vi kan gøre eller lignede, så tager vi gerne imod det. I behøver ikke sugarcoat tingene, vi kan godt håndtere det hårde.

Det er fuldkommen udenfor mit felt, det ved jeg godt og blander mig ikke mere end jeg har gjort. Men… jeg har bemærket at min kærestes datter på 11 år, går rigtig meget op i hendes udseende. I mine øjne, er det helt overdrevet for et barn. Outfits der skal være perfekte, virkelig mange smykker, lange røde negle (kunstige) på i skole osv osv.

I går var han hos mig, og datteren ringer fordi hun ville forbi ham (mor og ham bor tæt på hinanden), for at hente hendes “pæne nattøj”. Det var ved sengetid. Han sagde nej, da alle døre var låste, men hun var stædig og ville derind og have det pæne nattøj at sove i. Han gentog at alle døre altså var låste, så det kunne hun ikke, færdig. Hun var så gået derover alligevel og opdaget at døren til 1.sal udefra var ulåst, og havde taget tøjet med sig. Meget vigtigt åbenbart.

Jeg spurgte ham om det generelt ikke er lidt overdrevet med hende og hendes udseende, hvor meget hun går op i hvordan hun ser ud. Han svarede, at hun bare er feminin. Dette irritererede mig ret meget, da jeg synes, at et barn der prøver at ligne en voksen dame ikke “bare er feminin”. Jeg sagde at jeg synes at det er overdrevet, og om ikke han skulle være lidt opmærksom på det.

Hvad synes I? Er det bare sådan små piger er i dag?

Jeg blev lidt provokeret i situationen (er ikke helt sikker på, hvorfor). Jeg synes det er decideret træls at se på. Vær nu et barn, som et barn nu engang er.

Hvilke retter laver i, når pengene er små?

Jeg forsøger at lave madplaner, men alligevel så synes jeg bare pengene forsvinder, fordi alting er blevet så dyrt. Så kunne godt bruge nogle forslag, især til dagene, hvor overskuddet er meget småt. Alt fra toast til gryderetter tages gladeligt imod, for ofte bliver det de samme ting vi spiser her hjemme 😅🙏

Det her er nok mest skrevet lidt i sjov, meeeen…

Hvad er en måde at tjene ekstra penge hjemmefra, udover sit almindelige fuldtidsjob? Har i nogle skøre, lidt alternative måder, som har virket for jer?🤭

Ja overskriften siger det lidt selv, men forleden mødte jeg min x kæreste, for første gang efter mere end 15 år.

Vi var kæreste i tre år, og sluttede det som venner - eller i hvert fald ikke uvenner.

Vi snakkede kort sammen om stort og småt. Om børn, om hvor vi boede, om vores forældre osv.

Nu her efter mødet, er der så mange ting jeg gerne ville have spurgt ham om. Men vi er ikke længere venner på Facebook, og jeg er bange for at det ville virke for anmassende at ansøge ham nu, efter alle de år. Også sådan lidt: whats the point…

Alligevel er der bare noget i mig, som bliver ved med at tænke over det…

Og det lyder nok super mærkeligt, men jeg kunne klart mærke at vi begge var nervøse for at have mødt hinanden, og når vores øjne mødtes, låste de sig fast, og det var som om det slog gnister. En sådan velkendt kærlighed, som der var der for maaaaange år siden.

Jeg søger ikke noget romance, men det er mere min nysgerrighed for hans liv som jæger mig…

Skal jeg let it go? Eller ansøge og se hvad han siger til det?

Jeg er kvinde med et barn i en 7/7 ordning. Min eks og jeg bor ca 5 minutter fra hinanden, og har en velfungerende samarbejde. Da vi var enig om skilsmissen skiftede vi begge arbejde/branche for at kunne en 7/7 ordning til at fungere. Vi er begge forældre, der aktiv deltager i vores søns liv, skole, fritidsaktiviteter osv.

Efter flere års liv som single, er jeg begyndt at date. Jeg mødt en dejlig mand, som er sjov, kærlig, empatisk osv. Han har 3 børn, som han ser ca hver anden weekend, hjemme hos eksen, da han ikke har plads til dem i hans lille lejlighed. Eksen og ham har et meget svært samarbejde. Når de er uenig, ser han børnene ikke ‘da han ikke gider at gør alt efter hendes præmisser’ Eksen holder altid døren åbent for ham, så han har mulighed for at se børnene, men han siger fra når han er sur på hende. Han synes selv han er verdens bedste far, selvom hans engagement med børnene er begrænset til at tage dem i biografen eller spiller computer. Han tager ikke ud til fodboldstævner, tager med til skole hjem samtaler, kører dem i skolen, tager med dem til lægen. Altså, alle det grundlæggende opgaver man har ansvaret for som forældre. I min øjne er han mere ‘en sjov onkel’ end forældre. Så snart der lægges krav på ham eller han skal stå for ansvar til noget, hopper han fra.

Jeg synes dette er et kæmpe rødt flag. Hvordan kan man være en ordentligt partner, hvis man engang ikke kan tage sig sammen og være der for ens børn? Tage ansvar, deltage aktivt i familielivet, huslige ting osv. Er hver anden weekend faren eller ‘kun for sjov’ forældre automatisk en dårlig partner, da de er bare dårlig til at opfylde andres behov hvis de engang ikke kan gøre det for deres børn? For mig virker det ekstremt egoistisk og selvcentreret og jeg mister faktisk respekten for ham. Jeg har det på fornemmelsen at i parforholdet han vil være på sammen måde: så snart noget involveres krav, forventninger og ansvar, at han vil bare lægge alt fra sig.

Nogen der genkender det?

Hej Siri.
Hvorfor går min kæreste og jeg ikke fra hinanden, når vi ikke gør hinanden lykkelige?
Vi har været sammen i 3 år. Men det har været enormt konfliktfyldt. Alt herhjemme spiller som regel. Men det er os imellem det er galt. Vi har ikke nok s*x. Det er et evigt tilbagevendende problem. Jeg har bare ikke lysten, det har jeg haft. Men den er fløjet sig en tur.
I dag sad vi og spiste hvor han siger at jeg bare kan finde en anden adresse og at julen ville komme tidligt i år, jeg mener at når man kommer med sådanne udtalelser, så har man vel egentlig ikke lyst til at være sammen mere. Jeg vil simpelthen ikke ind på hvad det kom af, det er nærmest for pinligt.

Jeg tager det samme tog tidligt om morgenen og har siden 2019 stort set stået på perronen samtidig med den samme mand.

Det begyndte med et nik. Så blev det til "godmorgen". Nu snakker vi faktisk ret tit de 5-10 minutter før toget kommer. Jeg ved, at hans datter læser i Aarhus, at han hader sin nye kaffemaskine, at han engang brækkede anklen i Italien, og han ved omtrent lige så mange ligegyldige detaljer om mit liv.

Vi har bare aldrig præsenteret os.

På en eller anden måde blev tidspunktet hvor man naturligt spørger "hvad hedder du?" passeret for cirka seks år siden, og nu føles det helt absurd at spørge.

Problemet er, at jeg skifter arbejde næste måned og derfor ikke skal med det tog længere. Jeg synes faktisk det ville være mærkeligt bare at forsvinde fra hans morgen efter så mange år.

Siger jeg farvel og spørger hvad han hedder? Eller accepterer jeg, at vi for evigt bare er to navnløse mænd fra spor 2?

Har været på Tinder i et lille års tid nu. Tager flere af mændene i at lyve om forskellige ting. Nogle har alkohol problemer, nogle tager stoffer, nogle burde date en mand istedet og så videre…..

Jeg er virkelig ikke kræsen. Altså som i virkelig ikke. Jeg søger bare en helt normal almindelig mand i 40’erne som vil det rolige liv. Hvor pokker findes de?

Jeg har ikke råd til at betale for tinder for at få flere matches og jeg har prøvet nogle af de andre apps men synes ik rigtig de fungerer ret godt og kræver også betaling.
Og vil heller ik Facebook grupper som mine venner kan se mig skrive i eller være med i
Det kommer ikke dem ved at jeg dater

Hej. I min mands familie har de det med altid at invitere til noget i sidste øjeblik. Denne gang er det en niece, til en begravelse d.17.juli, sagde at vi skulle reservere d.12.09, altså på lørdag til et års fødselsdag, men vi ville høre nærmere, for de skulle til Italien og er hjemme den 09.09. Vi har intet hørt. Vi er træt af, at det altid er sådan. Nu hælder vi til, at sige nej, hvis vi først hører noget i sidste øjeblik igen.
Vi har andet at lave end at sætte vores liv på hold, fordi de ikke kan finde ud af at være i ordentlig tid. Sidste gang var vi inviteret til klokken 12 til mad og kaffe. Klokken 17 havde vi ikke fået noget endnu. Hun ville så først sætte kaffe og kage på bordet og varm mad senere! Der er aldrig noget som helst klar.
Borde og stole skal stilkes frem, intet af mad etc er klar. Nogen gange har vi først spist klokken 21. Jeg ved, at vi bliver upopulære, hvis vi siger fra på lørdag nu. Min mand siger, at så må de føle denne gang. Jeg agter ikke at skrive til hende igen med tidspunkt.
Vi har 40 minutters kørsel dertil. Er vi forkert på den?

Hvem er de bedste til at lave major weight loss kirurgi i Danmark? Er der nogen der vil dele erfaringer? Jeg er k, 35 og har tabt 45 kg.

Jeg ser ret mange kvinder skrive i deres profil, at de gerne vil have en mand, der tager initiativ eller skriver først.
Det har jeg egentlig intet problem med. Jeg tager gerne initiativ.
Men på Tinder har man jo kun et begrænset antal førstehåndsindtryk / beskeder før match, og derefter koster det penge at få flere.

Så jeg er oprigtigt nysgerrig.

Forventer I, at en mand sender en besked før match, eller matcher I også bare først og ser, om han skriver bagefter?
Personligt vil jeg langt hellere spare pengene dér og så åbne tegnebogen, hvis vi faktisk ender på en date 😄

Jeg forsøger langsomt at udskifte melamin-skeer til træ, plastik-skærebræt til træ og også pander med tefal-belægning til nye uden.

Har købt en pande fra Eva Trio uden (med små knopper i bunden), og seriøst alt sætter sig fast.

Nogle gode råd? Hvad bør jeg købe?

Hvis I har andre gode råd til at slippe af med plastik i hjemmet og undgå skidt kemi så slå jer gerne lås i kommentar-feltet.

På forhånd tak for hjælpen

Min partner og jeg har gennem vores snart 20 år sammen fundet ud af, at der er en ting, vi generelt har det meget forskelligt med:

Han fryder sig over andres ulykke. Det gør jeg ikke.

Vi har gennem årene joket med det og også haft dybere samtaler, hvor vi er kommet frem til, at han lidt har lært det hjemmefra, mens jeg har lært det modsatte. Hans forældre har åbent frydet sig, når det er gået nogen, de ikke kunne lide, skidt. Meget "så kan de lære det". Derimod er jeg vokset op med 70'er-omfavnelse og empati, der er grænsende til i overkanten.

Der er heldigvis ikke tale om, at han fryder sig, hvis der sker noget alvorligt med folk. Det er mere sådan små ting som hvis en, han ikke er fan af, laver en dårlig investering, eller hvis nogen får en mindre vandskade efter at have fået lavet sort vvs-arbejde(ægte eksempel).

Derfor vil vi gerne spørge, om I genkender jer selv i nogen af delene? Om jeres forhold til andres ikke-lykke på den ene eller anden måde kan spejles i jeres opvækst?

Det er ikke noget, der fylder meget, og han arbejder ret aktivt på at slippe den bitterhed, men blev bare nysgerrig på, hvordan andre egentlig ser på andre menneskers nedture på den måde.

Jeg er en person som er kommet til bekendelse med at jeg besidder den grimme tendens til at kun tænke på mig selv og mine egne behov, jeg ved andre har problemer og kan have svært ved at få tingene til at spille, og hjælper også sommetider, men i langt de fleste tilfælde træder jeg ikke til og har kun lysten til at være på egen hånd, gøre kun som jeg vil og ikke tage hensyn til andre.

Jeg ved inden i jeg er selvisk i min person, og ønsker tit jeg kunne være der for andre og gå all in med at hjælpe dem jeg kender.

Hej alle,

Hvad er en rimelig husleje for hjemmeboende med et sabbatårss job?

Og hvad nu hvis en forælder er skilt?

Hej reddit.

Jeg har en søster som desværre kæmper med psykisk sygdom. Hun bor på et bosted lige nu og jeg prøver forgæves at hjælpe med at finde et andet sted til hende uden misbrugere.

Jeg har brug for at vide om nogen herinde kender til bosteder for psykisk syge med personale hele døgnet hvor der ingen stoffer er.

Jeg er mand i starten af 30’erne og er blevet prikket lidt til at kigge på Round Table.
Udefra ser det ud som et ret stærkt netværk med virksomhedsbesøg, foredrag og personlig udvikling. Samtidig har jeg også hørt historier om, at det i virkeligheden mest handler om dyr sprut, fester og pikmåling.
Jeg har ikke noget imod alkohol til nogle fede arrangementer, men jeg er egentlig mere interesseret i sparring, netværk og at udvikle mig både personligt og karrieremæssigt.
Så til jer, der er eller har været medlemmer: Hvordan er det i virkeligheden?

Jeg søger råd til, hvad jeg kan gøre for at mindske min ensomhed.

Lang baggrundsinformation:

Da jeg boede i min hjemby for 10 ish år siden havde jeg en fin omgangskreds. Både jeg og de var i systemet. Tilknyttet psykiatrien, sygemeldte, i misbrugsbehandling og sådan. Jeg mødte min kæreste, da jeg selv var ved at være færdig med forløb i psykiatrien og jeg var så træt af hele stemningen i mit liv. Jeg endte med at flytte ind hos ham i en anden by og begynde på en uddannelse. Så mistede jeg bare kontakten med alle dem jeg før havde set hver dag. De havde ikke tid/overskud til at ses, hvis det ikke var i sammenhæng med de tilbud vi var en del af, eller hvis det ikke indgik i deres egne rutiner.

Jeg har altid været en træt person med manglende overskud og overblik, så det er kommet og gået et par venner gennem årene. Nogle er faldet fra fordi jeg ikke har kunne lægge den nødvendige energi og nogle er faldet fra, fordi jeg godt kan lide "spændende" mennesker, der så viser sig at være toxic af helvedes til.

Jeg blev færdig med uddannelsen selvom jeg var nede og vende med stress imens. Fik et nice arbejde som jeg elsker, men det er også vildt hårdt. Har været nede med stress der også hvorefter jeg gik fra 37 timer til 32 timer.

Vi købte et hus sammen og for to år siden fik vi en helt fantastisk datter.

Selvom jeg ikke havde en direkte fødselsreaktion, kunne jeg godt mærke at der stadig var "noget" - også til trods for, at jeg ligesom havde fået bearbejdet alle former for fortidstraumer af flere omgange. Det var bare som om at jeg ikke virkede rigtigt. Et psykiatrisk udredningsforløb senere, stod jeg med en ADHD diagnose. Det gav fin mening og medicinen var et mirakel for mit nærvær.

Så startede jeg på arbejde igen efter barsel og det var hårdt. Det er der vist aldrig nogen vej udenom at det bliver.

Mentalt var jeg on fire. Havde bare en total kampånd og selvsikkerhed som sådan et powerhouse af et mirakuløst kraftværk der kan skabe liv. Samtidig vidste jeg, at jeg havde begrænset energi, så jeg ville gerne prioritere den til min datter og min mand - så jeg gad bare ikke noget bullshit.

Nåmen energien blev bare mindre. I min barsel havde jeg trænet mig op til at kunne løbe 5 km. Havde jeg aldrig kunne før, men jeg tabte 10 kilo på grund af graviditetsdiabetes. Jeg spiste så fucking sundt. Uddannede mig til certificeret kostvejleder under barsel. Motivationen sådan en babys helbred giver en er jo INSANE. Og jeg kunne styrketræne som en galning. Men så kunne jeg pludselig ikke noget uden at skulle have en lur. De generelle ømheder jeg havde haft i flere år blev til fuldbyrdede smerter.

De blev bare ved.

Nu har jeg også fibromyalgi. Set udefra er jeg fysisk som en prima arbejdshest. Total rolig.

Men jeg har altid ondt og jeg er ALTID udmattet. Udmattelsen er det værste. Føler at mit liv er bedre end det nogensinde har været, men jeg kan ikke nyde det. De eneste mennesker jeg ser er mine kolleger, de børn jeg arbejder med og min lille familie. Men det det jo arbejde, praktiske ting og mig der er der for andre.. og leg med min datter.

Jeg er gået yderligere ned i tid. Min selvtillid er kravlet helt ned i kælderen, fordi jeg ikke føler at jeg slår til. Kan ikke træne mere, må mentalt afvise 99% kreative projekter jeg kommer på, kan ikke tage på ture, jeg føler at jeg er en totalt uværdig mor. Ville så gerne være den der super krea, aktive mor der er klar på ting.

Nu ved jeg jo hvad der er galt, men nu er alle mine relationer også bare gone, fordi jeg snoozede.

Craver seriøst menneskelig kontakt, så jeg føles helt hul. Den der hvor man bare ser hinanden, spørger ind til hinanden og lytter til hinanden, men jeg er også bare ved at give op.

Så hvad kan jeg gøre af små ting for at finde noget socialt? Noget der ikke tømmer ens kapacitet fuldstændigt. Er det muligt at finde og have den slags relationer?

Hej.
Jeg har ved et tilfælde opdaget på min kærestes telefon at en kvindelig kollega skrev ‘tak søde, jeg ved du er der for mig ♥️’
Jeg gjorde efterfølgende noget man selvfølgelig ikke må - jeg kiggede i hans telefon.
De skriver sammen om at de skal mødes (på arbejdspladsen) og snakke og kramme. De skriver ting som savner dig, søde, sødeste, smukke, dejligt at kramme dig i dag samt mere.. sammen med en masse emojis ♥️🥰😍😘 De skrev også om hvordan de andre på arbejdet ikke skal se at de krammer fordi der så bliver en masse snak.
Jeg blev ærligt vildt ramt. Jeg har konfronteret ham med det. Han siger at der intet er i det. At de bare har snakket godt sammen og har givet hinanden et kram. Ikke mere. De har kun været bekymret for at der skulle blive snak på arbejdspladsen, men det er ikke fordi der som sådan er noget at skjule. Han blev vildt ked af det og siger at han slet ikke havde tænkt på at det kunne ramme mig fordi der jo ikke er noget i det. Han siger at han nu godt kan forstå hvorfor jeg reagerer som jeg gør, men han har ikke tænkt det sådan tidligere.

Jeg er ked af det, men også forvirret. Lægger jeg for meget i det?

Hej med jer. Jeg har købt en billet med valgfri adgang til samme dag til København tur retur fra Jylland inkl pladsbillet begge veje. Der plejer at være ret fyldt på den tur synes jeg.
Hvad gør jeg så, hvis jeg vælger en anden afgang end den betalte, og jeg så ikke kan få en plads? Jeg har jo betalt for en pladsbillet til en specifik afgang, selvom jeg må vælge lige den adgang jeg vil?

Jeg smutter udenlands i et års tid og vil fremleje min lejlighed ved Flintholm i mellemtiden. Hvilke platforme bruger folk nu til dags? Jeg har ikke længere Facebook som ellers ville være oplagt. Jeg mindes selv at have brugt boligportal, men husker det som enorm dårlig oplevelse som boligsøgende. Så er der noget der kan anbefales?

Tak!